Dermed mister Danmark et kontinentalt hold i 2012. På nuværende tidspunkt er der dog offentliggjort flere nye hold, så rytterne kommer ikke til at mangle arbejde i 2012.  

Det er med sorg i sinde, at vi må meddele, at der ikke er et elitehold på herresiden, der hedder Team Energi Fyn i 2012.

Det har ikke været muligt at skaffe de fornødne midler til et budget, hvor vi kunne blive i stand til at lønne noget personale i et vist omfang. Der ligger et kæmpe arbejde i at gøre klar til et løb, være ude til løb og så rydde op efter et løb. Ikke bare en weekend, men weekend efter weekend, og det kan vi ikke klare på frivillig basis mere.

Vi er selvfølgelig også kede af det overfor de sponsorer, som var klar til at støtte os i 2012, men vi håber på forståelse fra deres side og håber, at der fortsat kan være et samarbejde med Cykling Odense, som er moderklubben bag teamet.

Team Energi Fyn er et traditionsrigt hold

Team Energi Fyn har i mange år klaret sig for små midler, men gang på gang har holdet være med til at udvikle store fynske talenter, som f.eks. Alex Rasmussen, Casper Jørgensen og senest Jesper Hansen. 

Vi har gennem de seneste ni år kørt et team på ’beskedne’ midler, og takket være mange frivillige kræfter har vi været i stand til at skabe mange rigtige gode cykelryttere, men tiden er inde til, at der skal mere til. Vi har haft et virkeligt godt samarbejde med vores hovedsponsor, Energi Fyn, og det håber vi da også kan fortsætte, men de er ikke i stand til at løfte opgaven alene, og det er jo helt fair.

Comeback i 2013?

Vi håber på, at det fynske elitehold kan rejse sig igen i 2013, men det er endnu uvist, da holdet skal bruge 1,5 millioner kroner for, at det skal lykkedes. 

At vi strækker våben i 2012, betyder ikke, at vi ikke har kapituleret helt. Vi vil bruge kræfterne på at arbejde frem mod 2013, og vi går straks i gang med at sondere terrænet for sponsormuligheder. Vi vil arbejde på, at vi kan skaffe nok økonomi til at være klar igen i 2013. Vi ser for os, at vi skal ramme cirka 1,5 million for at kunne lave et hold, der har en fornuftig slagkraft. At flere hold nok har mere, er vi ikke så bekymret over, da vi trods alt har andre styrker end økonomi. 

Talentarbejdet vil ikke stoppe i Odense trods, at Team Energi Fyn stopper.

Samtidig skal 2012 også være et år, hvor vi forstærke vores talentarbejde i Cykling Odense. Vi har mange unge ryttere, som har det man kalder "talent". Det har vi også på pige/damefronten, så her vil vi også gerne lave et større stykke arbejde. Vi vil blandt andet gerne være med til at få flere damer til at køre rigtig cykelløb. Samtidig ligger cykel- og atletikarenaen også beslag på en hel del kræfter, ligesom klubbens øvrige arrangementer kræver tid, så der er rigeligt at se til i Cykling Odense.