Team Energi Fyn |
|---|
|
|
|
| Adrenalinsus, cykling og det sociale |
Adrenalinsus, cykling og det sociale
af Kurt H. Mortensen

- Når adrenalinen pumper rundt i kroppen, så mærker du, at du lever
Sådan, kort og præcist, beskriver Rasmus Moth sin fascination af cykelsporten. Rasmus er 1.års juniorrytter og har været licensrytter i to år. Det varer dog lidt endnu inden han kan opleve suset fra placeringskampene i felterne. I øjeblikket er han i fuld gang med forberedelserne til forårets første fights og en sikker deltager i klubbens vintertræning. Det har han været siden november måned hvor opbygningen af formen så småt begyndte. Det foregår ved at kombinere styrketræning, spinning og cykling på landevejen vinteren igennem.
Organiseret og disciplineret træning
I år er træningen endnu mere organiseret end tidligere. Det er den erfarne elite- og teamrytter Anders Fialla, der har overtaget træningen af Cykling Odenses ungdoms- og juniorryttere efter Carsten Sørensen og Kristian Busk, som startede det gode arbejde. En del af træningen foregår dog også sammen med klubbens seniorer.
- Jeg træner sammen med seniorerne i weekenden - og det er godt! Vi kører ud i samlet flok, hvorefter vi deler os op i mindre grupper, når der skal køres intervaller. Som regel kører vi ungdoms- og juniorryttere i en gruppe for os selv indtil intervallerne er overstået. Herefter samles vi igen og fortsætter den fælles træning.
Om sine forberedelser til weekendens strabadser siger Rasmus følgende:
- Jeg står typisk op ved otte-tiden begge dage og spiser morgenmad – en stor portion havregryn, nogle mandler og måske lidt mørk chokolade er nødvendigt, hvis du skal cykle i mange timer. Det er vigtigt at få den rigtige mad og den rigtige kostsammensætning for at kunne klare de mange timer på cyklen – også om vinteren. Når du skal gennemføre en træningstur der varer et sted mellem tre og fire timer, så det gælder om at være godt forberedt.
Eget træningsprogram
Rasmus har fået lavet et særligt træningsprogram som han følger omhyggeligt. Det skal gøre ham klar til kamp allerede fra sæsonstart. Programmet er opbygget som et forløb der strækker sig over tre uger, og som gradvist tager til i hårdhed og intensitet.
- Jeg kører typisk to hårde uger efterfulgt af en restitutionsuge. Det bliver til rigtig mange timer om ugen, siger Rasmus om træningen, og fortsætter: I en hård uge bliver det til mellem 14 og 17 timer i alt. Jeg kører en del - omkring 300-320 kilometer hver uge. I øjeblikket er der skolen og cyklingen, og så er der ikke plads til ret meget mere, siger han om den krævende sport.
Det sociale ved cyklingen
- Man får selvfølgelig nogle gode kammerater gennem cyklingen. Når vi fx er til cykelløb, så er der organiseret kørsel af nogle forældre. Det betyder at vi mødes med andre fra klubben. Der er et fællesskab på tværs af alders- og klasseinddelinger. Man hepper på hinanden og glæder sig over de gode resultater. Man hænger sammen om sporten og nogle mødes da også uden for cyklingen, siger Rasmus og fortsætter:
- Det er godt at det ikke alt sammen skal handle om cykling - og dog!

Elsker at træne
- Man skal helst kunne li’ at træne – og gerne meget. Jeg elsker at træne! Derfor er det ikke så svært at finde motivation til de mange timers træning, udtaler Rasmus, og fortsætter:
- Jeg har også fået lavet en max-test som viste, at jeg kunne træde med flere watt end jeg faktisk troede, at jeg kunne. Det har ændret mit syn på mig selv og mit forhold til cyklingen. Nu træner jeg anderledes og mere målrettet.
Bane og landevej
Al den træning bruger Rasmus, når han kører løb på banen og landevejen. Han er aktiv i begge dele, og mener at de forskellige evner som man træner i de to discipliner gavner hinanden. Om sammenhængen mellem de to forskellige discipliner siger han således:
- Jeg kan bruge det eksplosive, jeg lærer på banen, i spurterne og i de mange hidsige ryk i landevejscyklingen, mens jeg kan bruge udholdenheden fra landevejsløbene i banedisciplinen 1000-meter på tid. Generelt er jeg blevet bedre til at presse mig selv.
Evnen til at kombinere elementerne fra de to discipliner får Rasmus brug for inden længe, når cykelsæsonen omsider går i gang. Indtil da gælder det om at bevare motivationen og lysten til cyklingen.
Topmotiveret
- Jeg er topmotiveret og ønsker bare at komme i gang, siger Rasmus og fortsætter: Det er sådan en særlig følelse som man får sidst i februar og i starten af marts. Hver gang man går forbi sin sommerracer, så tænker man nu skal den bare snart ud, og man skal ud at gi’ den gas, siger Rasmus afsluttende om sin sport.
 |
|
|
Indlogning |
|---|
Er du ikke registreret bruger endnu? Klik her for at blive det.
Har du glemt dit kodeord? Få tilsendt et nyt ved at klikke her.
|
|
Chat |
|---|
Du er nødt til at logge på for at skrive en replik.
Replikarkiv
|
|
|